Denne uken lanseres tre nytolkninger av Ibsens dramaer. Utgivelsene er initiert av Ibsen NOR, et samarbeid mellom forlagene Oktober, Rosinante og Natur & Kultur. De tre nordiske forfatterne Vigdis Hjorth, Merete Pryds Helle og Klas Östergren har latt seg inspirere av Henrik Ibsens diktning til å skrive et eget litterært verk.
I dag har Ibsen klassikerstatus. Men selv om han også var berømt i sin samtid, var han ikke fullt så uangripelig da. Vi har tatt en titt i arkivet og sett hva samtidens anmeldere mente om stykkene.
AV MARIA QVALE
Men er det saa, da er Enden kommet, ogsaa Kunstens.
Et dukkehjem
Et dukkehjem vakte heftig debatt da det ble utgitt i 1879. At Nora forlot mann og barn ble sterk kost for samtidens anmeldere. Aftenbladets Fredrik Petersen spår dystert at denne nye stilretningen, realismen, representerer kunstens ende:
Medens derfor Kunstretningerne hidindtil virkelig bød Menneskene Noget at leve paa, saa synes denne «realistiske» Retning, saaledes som den nu arter sig, hvis den virkelig skal beholde Overhaand, alene at kunne være et Udtryk derfor, at nu er Menneske-Slægtens Kapital opbrugt. Men er det saa, da er Enden kommet, ogsaa Kunstens. (…) Det er Dødens og Opløsningens Aandepust, som slaar En imøde. (10. januar 1880)
Med Et dukkehjem ble Ibsen for alvor kjent utover kjent utover landegrensene. Og når stykket skulle settes opp i Tyskland gikk Ibsen motvillig med på å dikte en alternativ slutt. Kanskje lot han seg inspirere av denne anmeldelsen, signert «E.», i Stavanger Amtstidende og Adresseavis?
Man vil ved nærmere Betragtning finde, at Digteren har lagt Alt tilrette for en fremtidig Forsoning:
Nora tager nu Tilflugt til Fru Linde, der nu snart skal blive Fru Krogstad; hun interesserer sig sikkerlig ligesaameget for Torvald som for Nora; thi det, hun iforveien har seet i Dukkehjemmet, skal ikke have bragt hende til ubetinget at tage Noras Parti. (…) Krogstad beholder sin Post i Banken, og bliver en brav Mand; gjennem ham og hans Hustru føres Ægtefolkene omsider atter sammen. (15. januar 1880)
Via ekteparet Krogstad blir Nora ført tilbake til Torvald, og den familiære lykke i dukkehjemmet gjenopprettet.
Hedda Gabler hverken forstaar vi eller tror vi paa.
Hedda Gabler
Etter Nora er nok Hedda Gabler den av Ibsens kvinneskikkelser som har vakt mest forargelse. Egenrådig, egoistisk og umoralsk, slike kvinner kjenner ikke anmelderne til i det virkelige liv.
Hedda Gabler hverken forstaar vi eller tror vi paa. Hun er ikke i Slegt med de Mennesker, vi kjende, mindst af alle i de Omgivelser, hvor hun er hensat, paa hjemlig norsk Grund.(…) Aldrig har da heller noget Drama af Ibsen været mindre særlig norskt end dette. (Bredo Morgenstierne i Aftenposten, 20. desember 1890)
Man mistenker at det er fransk inspirasjon som er kilden til femme fatale’n Hedda Gabler. Men Morgenstierne er mindre fordømmende enn sin kollega i den konservative avisen Morgenbladet; anmelder Alfred Sinding-Larsen karakteriserer Hedda som et «Uhyre i Kvindeskikkelse uden tilsvarende Forbillede i Virkelighedens Verden» (21. desember 1890).
Uhyre i Kvindeskikkelse uden tilsvarende Forbillede i Virkelighedens Verden
Gudskelof icke emancipationstidens «rättfärdiga» kvinna
Fruen fra havet og Byggmester Solness
Hilde Wangel fascinerte også anmelderne i sin samtid. Hun trekkes derimot frem som et positiv eksempel, både i kritikken av Fruen fra havet(1888) og Byggmester Solness(1892):
Endelig den nydelige Hilde, der hurtig bliver Læsernes Yndling. (Edvard Brandes i Politiken, 30. november 1888)
[I] Virkeligheden foregaar det hele Drama mellem Solness og Hilde. Lyset kommer fra Hilde og denne Kvindeskikkelse overstraaler ved sin Ejendommelighed, Friskhed og Glans alle Kvindeskikkelser i den samtidige Literatur. (Georg Brandes i Verdens Gang, 28. desember 1892)
Og Edvard Alkman kan lykkelig observere Hilde ikke ligner den nye tidens kvinner, verken i temperament eller frigjøringstrang.
… Hilde Wangel, ett flickväsen, hvars like i omedelbarhet och friskhet Ibsen aldrig förr skapat. Hon har ingenting gemensamt med litteraturens Valkyriatyp, hon är Gudskelof icke emancipationstidens «rättfärdiga» kvinna, som straffar den usle mannen med sitt «iskalla förakt». (Svensk Tidskrift, 1893)
Gudskjelov. Den eneste som er skeptisk er Morgenbladets Sindig-Larsen: «Hun er i det Hele et lidet Trold, kvik og hensynsløs» skriver han i sin anmeldelse av Fruen fra havet (11. desember 1888).
Hun er i det Hele et lidet Trold, kvik og hensynsløs
Men han finner ellers «Stykket frit for Pessimismens trykkende Mare». Og Bredo Morgenstierne i Aftenposten er enig i den positive vurderingen av dramaet:
Det var med Mismod, man for 2 Aar siden lagde «Rosmersholm» fra sig, og Tilfredsstillelsen er da saa meget større, naar man denne Gang synes at aande en renere Luft, se fremad mod lysere Perspektiver, være kommen tilbage til en Verden, som vi føle os hjemme i, til Mennesker af samme Art som vi selv. Er nu Digteren «akklimatiseret» i denne Verden[?] Vi har god Tid til at gruble derover til vi næste Gang hører fra ham. (5. desember 1888)
I ettertid vet vi at neste gang man hørte fra Ibsen, var ved utgivelsen av Hedda Gabler (1891).
